Albert Einstein (14. marts 1879 - 18. april 1955) var en tyskfødt teoretisk fysiker med en omfattende og banebrydende videnskabelig produktion. I dag huskes han især som grundlæggeren af den specielle- og den almene relativitetsteori og for sit pacifistisk prægede engagement i politiske og sociale forhold. Han blev tildelt Nobelprisen i fysik i 1921 for sin beskrivelse af den fotoelektriske effekt. Einstein betragtes som én af det tyvende århundredes vigtigste videnskabsmænd.
Einstein blev født i den sydtyske by Ulm, men flyttede allerede 6 måneder efter fødslen med familien til München, hvor hans far åbnede en mindre elektronikvirksomhed. Trods en jødisk baggrund blev Einstein som seksårig indskrevet i den katolske grundskole Petersschule, hvorfra han som 9-årig blev overflyttet til Luitpold Gymnasium. På grund af økonomiske vanskeligheder valgte familien i 1894 at flytte først til Torino og få måneder senere til Pavia. Albert Einstein blev i Mûnchen for at afslutte gymnasiet. Albert valgte, i 1895, at afbryde skolegangen for at følge efter forældrene.
Som 16-årig, og uden studentereksamen forsøgte han via en optagelsesprøve at blive indskrevet på Zürichs polytekniske højskole. Han bestod ikke selvom han fik topkarakterer i fysik og matematik, og i konsekvens tog han i 1896 studentereksamenen på gymnasiet i Aarau i Schweiz. Straks derefter påbegyndte Einstein fysikstudiet på Zürichs polytekniske højskole og 4 år senere, i 1900 fik han sit diplom. Allerede som 17-årig frasagde Albert sit tyske statsborgersksb og i 1901 ansøgte og fik han schweizisk statsborgerskab. Efter to år med skiftende vikaransættelser blev han ansat som teknisk sagsbehandler på patentkontoret i Zürich.